Hallo. Der findes mennesker, der glæder sig over det, de opnår gennem brugen af en eller flere af de mange ting, som L. Ron Hubbard har udviklet gennem sin forskning – de bruges faktisk i stor stil her i Danmark i dag. Det holdes ikke hemmeligt, men medierne har endnu ikke opdaget det. Eller også har de og synes, det er for godt til os danskere.
Her kommer forskellige personers egne oplevelser med
FEGU – Foreningen til Effektiv Grunduddannelse
NARKONON – afvænning gennem forbedring af “life skills”
Mine erfaringer med FEGU
Jeg var som mor til Aischia desperat over hendes tilsyneladende vanskeligheder ved indlæring. Disse vanskeligheder havde allerede resulteret i ringe selvtillid hos Aischa, et skoleskift i forbindelse med at skulle gå en klasse om og en destruktiv dynamik imellem min datter og jeg, især omkring lektielæsning.
Jeg prøvede flere forskellige tiltag, og hun modtog undervisning fra forskellige ekstra-lærere. Jeg sad dog med fornemmelsen af, at ”det der kunne jeg da selv have gjort med hende”.
Endelig kontaktede vi FEGU Hellerup. Da jeg blev fortalt, at FEGU var udviklet efter undervisningsprincipper af L. Ron Hubbard, blev jeg meget skeptisk over for, om det nu var en god idé; jeg er selv psykolog. Ville mit barn blive indoktrineret med sekterisk input? De første gange ville jeg være med til at overvære undervisningen, for jeg er ikke den type mor/menneske, der bare overlader kontrollen til andre uden at jeg føler mig tryg ved den andens væsen og kompetencer.
Det jeg overværede fik hurtigt min anspændthed forvandlet til forundring over, at René ved sin tålmodighed, faglige dygtighed, samt evnen til altid at holde min datters potentiale for øje, fik hende til at gro og blomstre.
Det, som før vakte så stor modstand i hende, gjorde hende nu sulten, Sulten efter at lære, sulten efter at kunne, sulten efter at udvide grænserne for det, hun før troede var uden for hendes rækkevidde.
Hun blev gladere både hjemme og i skolen, hvor de klart gav udtryk for forbedringer på mange fronter. Selv hendes sociale relationer blev bedre, fordi hun ikke længere identificerede sig som et offer, men nu trådte ind i en væren, som var mere selvsikker og kraftfuld.
Det bedste var, at være vidne til den nysgerrighed og det gå-på-mod, hvormed hun tilnærmede sig alle mulige nye opgaver…tja livet selv.
Nu havde jeg set nok. Det ville jeg også være en del af. Jeg har selv haft det svært i min skolegang og er ”stået af” mange læringsområder. Som 34-årig og psykolog, kunne jeg ikke selv finde ud af at sætte kommaer i mine vurderinger og udredninger til socialforvaltninger og lærere. Jeg vidste ikke engang med sikkerhed, hvad der skulle kryds under og hvad der skulle bolle under.
I stedet for at bruge en masse energi på at skjule min manglende kunnen, besluttede jeg mig for at erkende mine mangler og rette op på dem. Nu vidste jeg jo, at det kunne lade sig gøre. Jeg havde jo set og lært, at vi ikke behøver at være nøjsomme med, hvad vi forventer af livet og af os selv. Som i et landskab af umulighed, blev en vej brolagt for mig. Det bedste af det hele er, at det ikke engang føltes som hårdt arbejde, men det var sjovt, spændende og nydelsesfyldt.
Både min datter og jeg nyder at lære – for mit eget vedkommende er jeg nærmest passioneret omkring det. Passion er et ord, jeg ellers ville have forsvoret at sætte i samme kontekst som ”grammatik” … men hej, der er så meget man endnu ikke ved.
Angående det økonomiske: Det var ikke let. Jeg måtte vride og trylle midlerne ud af mit ellers så stramme budget som enlig mor til to. Men det forunderligste var, at så snart jeg fattede effekten af den investering jeg foretog, kunne jeg kysse sedlerne, der forlod min hånd, for det jeg fik i bytte, var så meget mere værdifuldt.
Rebecca, Psykolog
NARCONON – afvænning gennem forbedring af “life skills”
Af Morten Larsen, Narkokonsulent
Ting i livet, som nogle gange ser ubetydelige og små ud, kan have en kæmpe positiv effekt – i hvert fald, når man får besluttet sig for at finde ud af det.
Således hvad angår mulighederne med L. Ron. Hubbards ting.
Året var 1989 og mit liv en katastrofe. Jeg var hard core heroin og blandningsmisbruger. Jeg var ude af kontrol. Svag!?, nej, men ude af kontrol, vildt kriminel og destruktiv.
Jeg stjal biler, snød mine nærmeste, var fuld af løgn, gav alle andre skylden for mine problemer, selvom jeg udmærket godt viste, at det bare var mig som ikke ville konfrontere alt det lort, jeg havde gang i. Jeg havde været gennem mere end 30 OD’s (overdosis), og var blevet genoplivet adskillige gange. Det var ikke for at begå selvmord eller et ønske om at dø som sådan. Jeg var blot groft uansvarlig og prøvede at blive mere og mere skæv.
Allerede to år før gik det op for mig, at jeg skulle ud af misbruget, hvis jeg skulle have en chance for at overleve, og få et okay liv. Jeg VILLE faktisk gerne have hjælp, og tro mig, jeg prøvede ALT. Jeg gennemgik adskillige offentlige behandlingsprogrammer, psykologer, tog massevis af ”kolde tyrkere” (= stoppe fra den ene dag til den anden), tvang mig selv ud på arbejdspladser, selvom jeg var så syg af abstinenser, at jeg dårligt kunne slæbe kroppen hen over gulvet. Mine kollegaer spurgte min, om jeg havde influenza, og om jeg ikke burde blive hjemme, men sagde NEJ, det skal arbejdes væk. Jeg fik Metadon nedtrapninger, som bare gjorde min abstinenser ENDNU værre. Hele min familie blev totalt desperate, hver gang deres telefon ringede. De frygtede, det var politiet eller sygehuset og jeg var død. Jeg var involveret i så meget kriminalitet, at politiet hentede mig til afhøring somme tider flere gange om ugen, for at afsløre mig, eller tjekke om det var mig, der havde været på spil igen.
Jeg endte som hovedmistænkt i en sag om brandstiftelse. Jeg blev anklaget for at smide to benzinbomber på politistationen og stod til omkring 8 års fængsel. Det var nogle af mine venner og faktisk ikke mig, men jeg havde viklet mig ind i så mange løgne, at selv i en så alvorlig sag som denne var jeg ikke i stand til at forklare politiet, at det ikke var mig. Det kom sig også af, at 8 måneder før var rejsepolitiet blevet tilkaldt pga. helt overvældende meget kriminalitet i byen, og jeg havde fået fyldt dem med så mange løgnehistorier, at de troede på det. Det hele blev først stoppet, da en lokal kriminalbetjent fandt ud af, hvad jeg var ude i, og nærmest SPRANG ind i afhøringslokalet og sagde – uanset hvad han siger, så er det LØGN – han er så fuld af lort. Så smed de mig ud af politistationen, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle holde mig væk. Jeg havde ruineret min mor, stjålet hendes penge, smykker, og alt andet for at få heroin. Jeg fik så galt min læge til at udskrive mig ren Morfin – det hjalp bare ikke.
Under al det her drama, skete det så bare noget andet. Jeg VILLE faktisk gerne ud af det her lorteliv. Jeg havde drømme og masser af ideer om hvad jeg kunne gøre med mit liv, hvis bare jeg kunne finde ud af HVOR, man kunne få noget VIRKELIG hjælp. I 1989 var jeg i behandling på et stort behandlingscenter i Kalundborg. Der var masser af pædagoger, behandlere, og endda en chefpsykolog, som ville hjælpe mig. Det endte altid i en joke som “hvad føler du, når du føler?”, urinprøver, opsamlingsmøder, osv. osv. Bare det med urinprøver var en joke. Det tog mig mindre end end en dag at komme et lægemiddel leksikon igennem og finde ud af, hvilke stoffer man skulle tage hvornår, for at det ikke kunne måles ved en ugentlig prøve, og på den måde være totalt skæv hele tiden, mens behandlerne gik og anerkendte mig for at klare mig godt.
Jeg prøvede hundrede gange at fortælle dem, at det var andre ting, jeg havde brug for hjælp til (bl.a. at få gjort op med min dårlige samvittighed), men de havde ingen metoder og sagde, at jeg bare skulle slappe af, så gik det nok alt sammen. Jeg endte til et møde hvor 14 personer (læger, psykologer, pædagoger osv.) pressede mig HELT VLIDT for at lade mig indlægge på det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland, for så kunne jeg komme til at slappe af. Men fordi jeg kende flere andre misbrugere, som var endt som psykiatriske svingdørspatienter, viste jeg bare, at DET skulle jeg IKKE. Jeg var godt klar over, at hvis jeg først endte på psykofarmaka også kaldet, lukkepiller, Ritalin, Fenemal, og hvad de ellers hedder, så ville jeg være fucked. De stoffer er MEGET stærkere end Heroin og andre ”gadestoffer”, og jeg kunne se på dem jeg kendte, at de ALDRIG ville komme ud af det igen. Så det blev et NEJ.
Det var på det tidspunkt at Betina, som jeg havde været så ”flink” at starte på Heroin et par år tidligere, gav mig et hæfte kaldet ”Vejen til Lykke” , som det senere gik op for mig var skrevet af L. Ron. Hubbard, som var fader til Scientology. Hun var nu stoffri (hun så nu også lidt mere frisk ud gennem mine tågede øjne), og hun mente, jeg hellere skulle lægge vejen forbi noget der hed Narconon og se, hvad de kunne der.
Senere på dagen sad jeg så der på behandlingscenteret i Kalundborg og kikkede lidt i Vejen til Lykke, som Betina havde givet mig. Jeg syntes nu egentlig, det lød meget fornuftigt det jeg læste. Noget med pas på dine forældre, vær ærlig, vær konstruktiv osv. Det lød da meget fornuftigt, Simple fornuftige ting, som var til at tænke med selv for en narkoman. I det samme fik en af cheferne på centeret øje på, hvad jeg læste. Han flippede HELT ud – nej nej, du skal ikke læse det der, det er ham Hubbard, det er fup, og bla. bla. I mine øjne var han dog nok den SIDSTE i verden, som kunne tillade sig at tale om fup. Han holdt ikke selv, hvad han lovede. Han kørte et behandlingscenter, som aldrig nogensinde havde afvænnet så meget som blot en misbruger, og altså heller ikke mig. Jeg spurgte ham – hva´ øhh, har du nogen sinde SELV været nede og se stedet, og ved du, hvad de gør for at hjælp misbrugere? Nej DET havde han ikke, og han viste godt … Lidt grov i munden sagde jeg – hold din kæft, du er sgu for dum og uduelig. Du sidder her og spiller lille konge på vores bekostning, og nu angriber du så også ting som du ikke en gang selv har set! Det er vist ikke lige IQ, der er dit største problem.
Han blev vist lidt bange for mig. Han ville i hvert fald ikke snakke med mig mere efter det. Jeg fik så min søde og efterhånden godt mishandlede mor til at køre mig ned til Narconon, så jeg kunne se på sagen.
Hvad lederen Kim sagde, bed jeg ikke lige mærke i, men han havde selv været misbruger fra Vesterbro, og jeg så for første gang i mit liv, en helt rolig og afklaret person, der engang havde været misbruger. Dem, der var i behandling virkede på mig som om, de virkelig var på vej ud af det helvede, de havde været i. WOW! .. det gad jeg godt.
Desværre havde jeg min kæreste med, og hun gad IKKE, at starte på behandling. Hun var ikke færdig med at være misbruger. Jeg tog hjem med hende igen, og fald hurtigt tilbage i min egen lille sure verden. Flere OD’s, problemer, syge behandlinger osv. Hun blev endda gravid, hvilket bare gav endnu mere drama. Sidst i 1990 blev jeg far til et par skønne tvillinger, og sad i familiepleje i Svendborg, mandsopdækket af 1400 offentlige behandlere, plejere og hvad der ellers findes. Det endte i kaos, og jeg blev sendt hjem på tænkepause. Jeg havde det IKKE godt, flere stoffer! Til sidst sagde jeg til min mor, nu kører du mig på Narconon, jeg er fucking ligeglad med hvordan, men hvis jeg skal ha´ noget hjælp er Narconon det eneste JEG har set som kan noget. 14 dage efter sad jeg ved bordet på Narconon.
Jeg følte mig totalt som total fiasko. Jeg kunne næsten ikke læse overskrifterne i en avis, da jeg ikke havde gidet gå i skole.
Hvad kunne det der Narconon så? Jeg var virkelig distanceret. Ville det hjælpe mig af med alle mine problemer?
I starten var det hårdt for mig. Det havde ikke noget at gøre med programmet, men jeg var rastløs og fjern. Lidt efter lidt på den første del af programmet begyndte der er ske positive ting. Jeg skulle lære at konfrontere mine omgivelser eller sagt på en anden måde – at kunne holde mig selv ud. Jeg knoklede på kurset dag efter dag, og jeg fik mere og mere ro i mig selv. Pludselig en dag, da jeg vågnede, hørte jeg, at fuglene sang udenfor. Dér viste jeg, hvad retning det kun kunne gå, og det var blot starten i Narconon-programmet. Efterhånden fik jeg renset kroppen ud i saunaen for de mange giftstoffer, årene med narko havde fyldt mig med. Jeg lærte at læse. Vi lavede processer, som gjorde mig udadvendt igen, og efterhånden begyndte jeg og at turde se på mine mange tidligere kriminelle handlinger, og konfronterede dem i forhold til loves lange arm, men så sandelig også over for de mennesker, det var gået ud over, og som gjorde mig flov.
Mine gamle ”fjende” Henning, en kriminalbetjent, tog jeg mig sammen til at snakke med, og indrømmede en masse ting, og pludselig var han faktisk mere min ven end min fjende. Jeg tog af egen vilje ud til steder, hvor jeg havde lavet kriminalitet og sagde undskyld, og tilbød at gøre op for den skade, jeg havde forvoldt. Det var hårdt i starten, men jo mere jeg håndterede, og jo mere jeg følte ærligheden, jo gladere blev jeg indeni og følte mig stærk og stolt. Sjovt nok var lysten til at gemme mig bag stoffer også væk. Det mest fantastiske for mig var, at hele ideen bag Hubbards metoder var hjælp til selvhjælp, ingen pres eller prøve at lave mig om. Jeg oplevede, at jeg fjernede alt det, som egentlig ikke var mig. Det tog 8 måneder, at komme gennem programmet med livsglæden i top.
Så fik jeg travlt, nu skulle jeg i gang med livet. Jeg havde aldrig færdiggjort nogen uddannelse, så jeg startede som trappevasker på Amager. Senere fandt jeg rengøringsjob, løb med aviser, og hjalp andre, som havde gennemført Narconon programmet tilbage i arbejdslivet. Jeg tog en PC-uddannelse, tog på skole og blev først svejser så teknisk tegner, lærte noget om elektronik og mange andre ting. Jeg ville vide mere om Hubbards idegrundlag. Jeg var godt klar over, at han havde foræret hele programmet til Narconon, og jeg var ikke 2 sek. I tvivl om at det virkede, men jeg ville gerne vide HVORFOR HAN lige vidste det, og hvordan han havde fundet ud af det. Jeg begyndte at gå på kursus i Scientologi Missionen på Frederiksberg nogle gange om ugen, hvor jeg bl. a. lavede et kursus om, hvordan man når sine mål. Det var et super kursus. Jeg fik åndelig vejledning, for at komme til at vide mere om mig selv. Fantastisk! Jeg fik løst så mange ting omkring mig selv, og blev så glad for at være Morten, som jeg aldrig havde troet kunne lade sig gøre. Bare hele stemningen på den Mission var super, og man skal nok lede længe for at finde et sted, hvor folk var så hjælpsomme. Jeg gik i gang med et større kursus, som skulle vise sig virkelig at sætte mig i stand til at kunne studere og lære nye ting. Det er nok det klogeste jeg nogensinde har gjort. Det gjorde, at jeg på ingen tid kunne lære nye fagområder. Jeg fortsatte med at studere mere om elektronik, flyttede tilbage til min hjemby, og fik mig et arbejde på Storebælts Broen, hvor jeg arbejdede med fin elektronik, alt imens blev jeg lod mig hyre af Henning fra kriminalpolitiet og SSP, hvor vi sammen holdt en masse foredrag på skolerne for at forebygge børnenes leg med stoffer. Det gjorde vi gennem flere år for mere end 40.000 elever. Jeg hjalp aktivt misbrugere med at komme ud af stoffer og ex-misbrugere til at komme i arbejde og med deres personlige ting. Det gav en masse venner uden for mit gamle kriminelle miljø.
Det blev mere og mere et must for mig at ville arbejde professionelt på Narconon, og fra 1995 begyndte jeg som misbrugskonsulent og fik rigtig mange ud af stoffer og langt de fleste er den dag i dag stoffrie, har gode jobs, familie og hvad de nu ønskede sig.
I 1999 tog jeg en gammel hobby op igen, med at køre Motocross. Det var noget jeg havde været ret god til som dreng, før misbruget satte ind. Jeg havde også været i lære som automekanikker, som ung, men sprang, da jeg blev for afhængig af stoffer. Jeg blev lærer og leder for et stort Motocross- hold i Kalundborg ungdomsskole, hvor jeg havde omkring 50 unge, der hellere ville have sjov sammen med mig, end rende på druk hver weekend. Det blev en kæmpe succes. Der var ikke grænser for, hvad de unge ville have hjælp med, og jeg kunne bruge mange af de ting, jeg havde lært gennem Hubbards ideer. Mange af de unge fik jeg stoppet på en destruktiv kurs, der let kunne ende med misbrug og deroute. Jeg fik samtidig arbejde hos en gammel ven, der havde et motorcykelfirma, og igen på en enkel måde med de ting, jeg havde forstået gennem Narconon og Hubbard, fik vi ekspanderet hans firma til 4 gange størrelse på 1½ år. Jeg var blevet far igen, jeg var begyndt at køre Motocross på semi-professionelt plan, og vandt det ene løb efter det andet. Det var så let! Specielt de udadvendte processer, jeg havde gennemgået på Narconon, og den åndelige vejledning på Missionen, kom mig til gode hér. Jeg havde opdaget at jeg kunne holde fokus, og selvom mange af de andre, jeg kørte løb imod, konditrænede meget mere end som jeg havde tid til, var jeg meget mere udholdende, og mine tidligere så sløve reaktioner var blevet lynhurtige. Det var lige før det føltes som snyd J
I 2001 stod jeg for at skulle vælge at blive fuldt professionel Motocrosskører, men fandt så ud af, at jeg faktisk havde opnået alle mine gamle ungdomsdrømme på området, så jeg lagde op, tog til Kbh. og begyndte at arbejde som sælger. Jeg besluttede mig for at komme mere i session, for at se hvad Morten ellers indeholdte og hvad potentialer jeg ellers kunne få ”hevet” ud af mig selv. Man må sige, at der var rent faktisk mere, og jeg oplevede at få det mest fantastisk rolige overblik omkring mig selv og mine omgivelser. Livet var bare sjovt og udfordrende. Jeg åbnede et auto- og motorcykelfirma i KBH, som hurtigt fik kunder. Jeg tog til USA, og uddannede mig som den eneste i DK inden for avanceret hydraulik og støddæmpersystemer til Motocross, gademotorcykler og biler. Det mest fantastiske var, at chefen for den uddannelse i USA var totalt forbløffet. Han havde aldrig haft nogen på træning som lærte ting så hurtigt. Jeg lærte på en måned, hvad han nogle gange brugte mere end 10 år på at få andre til at forstå. Det måtte jeg takke Hubbard for, hans studiekursus var totalt effektivt her. Faktisk gik det så stærkt og let, at da jeg havde været i USA to gange, sagde han til mig at han ikke kunne lære mig mere, da jeg havde forstået det hele. Det var jeg ikke tilfreds med, så jeg begyndte at udvikle nye avancerede affjedringssystemer sammen med ham, som verden aldrig havde set før. Hans firma var meget effektivt, men ikke kæmpe stort, og han var meget interesseret i de tekniske aspekter og nok virke lidt nørdet. Super sød, men nørdet.
Ja, jeg besluttede mig for at bruge lidt flere ting fra Hubbard og tog skeen i den anden hånd. Vi tog så sammen til Californien og fik vores produkter testet af det største internationale Motocross magasin i verden. Gennem et par år fik vi testet vores systemer omkring 15 gange på 5 forskellige Motocrossmaskiner. I de fleste tester (oppe imod alle de store internationale affjedrings producenter i verden) vandt vi. Vi var på forsiden af magasiner verden over, og bl. a. udnævnt til at lave verdens bedste affjedring til Honda crossere. Selv bedre end Hondas egen racerafdeling (HRC = Honda Racing Cooperation). Jeg var med til at levere affjedringsservice til internationale kørere, og i Danmark havde jeg super travlt med at servicere kunder fra Skandinavien. Samtidig uddannede jeg mig som træner i Dansk Gymnastik og Idrætsforbund, og blev træner for kørere fra København. Jeg startede et Motocross team selv, for at hjælpe unge, som drømte om at blive professionelle kørere. Jeg kørte stadig selv løb, og vandt endog fine præmier i løb i Californien (når nu jeg var derovre alligevel).
Jeg stoppede mit firma og al race virksomhed i 2009. Var lidt overkørt på det hele, og syntes, at jeg burde kikke lidt mere på mig selv og finde ud af, hvad jeg reelt ønskede at bruge min energi på. Jeg fik noget fantastisk god hjælp af en gammel ven og scientolog, som jeg havde lært at kende i 90´erne. Skønt. Jeg besluttede mig for, at det jeg skulle, var at hjælpe på et område som andre kan have svært ved at konfrontere. 2010 overtog jeg jobbet som chef for Narconon Danmark, og her regner jeg med at blive længe endnu.
Hvad ville jeg sige til Hubbard, hvis det var muligt? Jeg tror jeg ville formulere det sådan her: Tak for at du har brugt din tid på at lave noget, som gør at jeg er i live i dag. Det var været et joy-ride. Jeg er mig selv. Er jeg blevet perfekt? Ikke en skid! Jeg har gennem mit liv nok lavet flere brølere og dumheder, end nogen gad tælle, men hvem har ikke det? Men jeg har fået livet tilbage, og skabt meget mere konstruktivt for mig selv og andre mennesker, end jeg og nogen andre troede muligt. Jeg har en skøn familie, og nu 20 år efter, er jeg blevet kærester med den selv samme skønne pige, som gav mig ”Vejen til lykke” hæftet, da jeg var ved at ende mine dage. Mine tvillingedrenge har det godt. Jeg har to skønne døtre, som er Fars piger, og jeg har et drømmejob, som redder menneskeliv, og jeg ved nu, at jeg selv er medansvarlig for det, der foregår i det univers, jeg befinder mig i.
Stort smil
Morten Larsen
Efterskrift: Skal jeg kommentere på Robert Dam´s personlige drama. Tjoh; Det er nok mere noget, som foregår inde i hans eget lille hoved. Man kan altid finde nogen at skyde efter og give skylden for egen elendighed og egne fejl. Er det sandt? Jeg vidste allerede, da jeg var 10 år gammel, at det man gav andre skylden for, var som regel noget, man selv var med i. Som sur junkie vidste jeg endnu mere at kriminelle, det var dem, som syntes allermest, at andre var kriminelle, og da jeg så gik i gang med at rydde op i mit liv, glemte jeg det, da helt sikkert ikke.
Det er rigtigt, at nogle mennesker har givet SÅ meget op over for dem selv, at de ser død omkring dem, og vil trampe på alt, der kunne finde ud af, hvad der kunne hjælpe dem tilbage til konstruktive forhold igen. Men det er da heldigvis kun meget få mennesker, der har det sådan. Der er ALTID en vej tilbage til livet.
Narconon Danmark er en af dem.