Her får du chancen for at fortælle om dine oplevelser med Robert, hvis du har kendt ham personligt før, under og efter hans medlemskab af Scientologi Kirken:

Udtalelse fra tidligere kompagnon:

Mit navn er Finn Jessen, og jeg har læst, hvad Robert Dam har skrevet om den tid, vi drev firma sammen i bogen Afhopperen. Jeg må sige, at hans historie ikke stemmer helt overens med mine erindringer fra den tid, så jeg vil her give min version af historien.

Jeg drev i 1990erne firma sammen med Robert. Jeg kendte ham lidt fra tidligere, da vi arbejdede i det samme trykkefirma. Jeg havde i 1993 startet mit eget trykkefirma, et enkeltmands firma med en enkelt trykkemaskine. Firmaet kørte fornuftigt, og jeg kunne lave et årligt overskud til mig selv på en 350.000 kr – en hæderlig løn på det tidspunkt.

Robert kontaktede mig i starten af 1997 og hen på året tog jeg ham ind som partner i mit firma, og firmaet kom til at hedde Dam & Jessen I/S. Jeg medbragte mit eksisterende firma, Robert kom med computere og skriveborde.

Med det samme overtalte Robert mig til, at vi skulle leje et 250 m2 lokale og lease yderligere en trykkemaskine. Ideen var at jeg skulle trykke og Robert skulle håndtere resten. Starten var hård rent finansielt. Jeg var vant til stabil indkomst, og nu havde vi pludselig langt større omkostninger, men Robert bedyrede at ”alt var under kontrol”. I de første måneder kunne indkomsten lige holde trit med udgifterne, men allerede senere i 1997 sagde Robert til mig, at det var bedst, hvis han gik ud af firmaet i en periode, mens jeg så i mellemtiden skulle gøre firmaet større. Jeg blev vred og Robert blev i firmaet. Robert forlangte så til gengæld, at hele aktiviteten skulle bringes op på et højere niveau, og vi var nødt til at have en større trykkemaskine. Robert håndterede banken til at give et lån, og han overtalte mig til, at det var det rigtige tidspunkt at investere. Men med den større maskine skulle der bruges mere plads – så vi lejede yderligere 250 m2. Samtidigt flyttede Roberts kone, Tina, ind i en del af lokalerne med deres eget firma, Grafidam, så hun kunne hjælpe med at klare huslejen, hvilket hun dog aldrig gjorde. Det var hårde tider i trykkebranchen, men på trods af det solgte Robert helst kun de rigtigt forkromede trykke-jobs, hvor vi havde behov for hjælp fra flere underleverandører, så avancen var lille.

Vi holdt firmaet kørende i ca. 2 år. Men selv om økonomien var dårlig, blev Robert ved med at fortælle vores papirleverandør om, ”hvor godt det hele kørte”.

På et tidspunkt erkendte jeg, at jeg blev nødt til at se nærmere på tallene i vort bogholderi – selvom det var Roberts ansvarsområde. Robert protesterede over, at jeg brugte tid på det – der var jo en masse trykning, der skulle gøres. Kort tid efter begynder firmaet at modtage inspektioner fra SKAT, da Robert ikke havde sørget for, at regningerne blev betalt. Jeg fandt senere ud af, at firmaets revisor flere gange havde fortalt Robert, at det stod helt galt til, og revisoren havde sendt flere alarmerende breve – breve som Robert holdt for sig selv.

Selvom firmaet var i økonomiske vanskeligheder og ikke havde råd til det, betalte firmaet i gennem hele perioden en løn på 25.000 kr/måned til både Robert og mig.

I løbet af 1999 startede vi forhandlinger om at sælge firmaet. Vi modtog et tilbud på 1.5 mill kr – som ville have kunnet betale al gælden i firmaet – men Robert sagde nej. En betingelse for salget var, at vi begge forsatte med at arbejde i firmaet i et år, men Robert ville ikke arbejde for den nye ejer. I stedet forhandlede Robert salg med Kaj Lund, som havde specialiseret sig i at købe fallerede firmaer op. Så efter at vores firma var blevet erklæret konkurs senere i 1999, blev det solgt for en slik til Kaj Lund, og Robert blev efterfølgende næstkommanderende i det firma.

I samme periode oplevede jeg, at Robert prøvede på at ”flytte” kunder fra Dam & Jessen I/S til konens firma Grafikdam. På hendes kontor fandt jeg tilbud givet til vores – Dam & Jessens kunder – sammen med et identisk tilbud fra Grafikdam. Situationen var, at Robert havde arrangeret, at Grafikdam kunne få trykt hos Dam & Jessen med 15% rabat, og da Robert var sælgeren for begge firmaer, kunne han i stedet give et tilbud fra Grafikdam, uden at kunden bemærkede det. Så planen var at jeg skulle lave trykkearbejdet, mens Robert tog overskuddet over i sin kones firma.

Jeg konfronterede Robert med, hvad jeg havde fundet ud af sammen med vores advokat. Først sagde Robert, at det kunne han ikke se noget forkert i – men da advokaten så forklarede ham, at det han planlagde var så kriminelt, at Robert kunne risikere en fængselsstraf, indvilligede han i at droppe denne praksis. Da Dam & Jessen I/S i mellemtiden var gået konkurs, ved jeg ikke, hvor mange kunder fra vores fælles firma det faktisk lykkedes Robert at få flyttet over i sin kones firma.

Firmaet blev i slutningen af 1999 erklæret konkurs med en gæld på 2.2-2.3 mill kr. Da firmaet var et I/S hæftede vi solidarisk. Jeg har nu i over 11 år betalt af på vores fælles gæld hver eneste måned – om og hvad Robert har betalt, ved jeg ikke.

De tryksager, som firmaet kvit og frit skulle levere til Scientologi Kirken, efter Roberts tur til USA havde ingen betydning for konkursen. Det var tryksager, jeg producerede, mens Robert var ude og sælge. Det var ikke noget, der påførte ham udgifter.

Det passer heller ikke, at vi mistede kirken som kunde. Vi trykte ikke magasinerne, men havde mange andre opgaver. Om vi havde Scientologi Kirken som kunde havde ingen indflydelse på vores firmas konkurs. Robert drev ganske enkelt ikke firmaet ordentligt; der blev aldrig solgt med en margin, der var stor nok til at finansiere alle de fine lokaler og den høje cigarføring, som Robert insisterede på for at imponere kunderne, og til at betale de lønninger, som vi ikke havde råd til. Robert havde den sygdom, at det aldrig kunne blive for stort eller fint nok – så skidt med resten.

De 2 år, hvor jeg havde firma sammen med Robert, er de eneste år, hvor jeg rent arbejdsmæssigt har haft problemer.