Her er nu kommet to videoer om Kristeligt Dagblad, den første handler om ikke at kaste med sten når man selv bor i glashus og den anden er omkring etik og baseret på en henvendelse jeg har fået.
Er Kristeligt Dagblad en pengemaskine
Når afhopperen Roberts bog udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag, er det et godt spørgsmål om der betales for annoncering i Kristeligt Dagblad og om skatteborgernes penge således bruges til at promovere kampskrifter mod andre religioner i et land med religionsfrihed.
Som det fremgår af flere artikler fra de seneste år, har Kristeligt Dagblad gennem mange år haft sugerøret meget langt ned i den danske statskassen og alene de sidste fem år suget over 136 millioner op i direkte støtte. Heri er ikke medregnet momsfritagelsen på formentlig omkring 50 millioner yderligere.
Den 8. dec. 2009 skriver Christian Mølgaard i Altinget:
Massiv statsstøtte til dele af mediebranchen.
Hvis man er særligt glad for religion eller udgiver på et venstreorienteret grundlag, er det ekstra godt at være publicist i Danmark. Kristeligt Dagblad er således for fjerde år i træk den avis, der får den højeste mediestøtte fra Dagbladspuljen.
Dagbladspuljen er offentlige penge. Hvad bruges de til?
Den 13.03 i år skrev Ritzau: Dagbladenes nul-momsordning står for op imod 3/4 af den samlede mediestøtte. Kun en fjerdedel kommer fra den særlige distributionsstøtte ifølge Mandag Morgen. Ebbe Dal, administrerende direktør i Danske Dagblades Forening, er klar til at ændre i distributionsstøtten, men han vil ikke røre ved den særlige nul-moms ordning: – Vi er fra branchens side klar til at diskutere ændringer i distributionsstøtten. Det er noget af det, vi kigger på i Udvalget om den fremtidige mediestøtte. Men vi er ikke klar til at kigge på nul-momsen. Den er et livsvilkår for dagbladene. Oplagene ville falde drastisk, hvis den blev fjernet, siger han til Mandag Morgen. /ritzau/
Det gav anledning til forskellige kommentarer fra læserne:
Store dagblade er på støtten
F.eks. skrev N. V. Lund: Hvorfor holde liv i en dansk medieforening´s medlemmer der levere et utal af usande og løgnagtige ” nyheder”. … Tænk at vi almindelige skatteborgere er med til at få sådan et blad til at overleve – tanken giver mig k…
Hvorfor får de støtte?
Og Martin Leblanc: Det vil være interessant at vide hvad baggrunden er for at give støtte til forældede forretningsmodeller – særligt i den størrelse. Det er i hvert ikke noget jeg mener mine skattekroner burde gå…
Stabil ustabilitet hos Kristeligt Dagblad
Nogenlunde på samme tidspunkt, d. 5. marts i 2011 skrev Ole Nørskov i Mediawatch: Jeg vil ikke tage noget fra Kristeligt Dagblad og dobbelt-whopper Erik Bjerager, som naturligvis skal have lov til at fejre både avisens overskud på 3,8 mio. kr. før skat i 2010 og oplagsvæksten på et par procent.
Men resultatet kan ikke skjule, at Kristeligt Dagblads situation er overordentlig skrøbelig, og at avisens fremtid reelt ligger i hænderne på mediestøtteudvalget under Henning Dyremose og de politikere, der kommer til at tage stilling til udvalgets forslag. Alene fra Dagbladspuljen modtog Kristeligt Dagblad knap 26,7 mio. kr. i distributionsstøtte i 2010 – det er næsten 25 procent af den samlede nettoomsætning på 107,8 mio. kr. Dertil kommer den mere diffuse værdi af, at bladsalget ikke er belagt med moms.
Erik Bjerager har i diskussionen om den fremtidige mediestøtte gjort sig til talsmand for, at et medie skal bevise sin kommercielle levedygtighed i en periode, før det kan blive berettiget til støtte. Men Kristeligt Dagblad har efterhånden gennem masser af år bevist, at avisen ikke er kommercielt levedygtig. Til gengæld er avisen redaktionelt levedygtig og efter min mening et godt eksempel på et medie, som vi bør støtte. Personligt mener jeg til gengæld ikke, at de 26,7 mio. er bedst givet ud som en støtte til papirdistributionen. Avisen har 94 ansatte – per ansat udgør distributionsstøtten altså 284.000 kr. årligt. Man kan også sige det på en anden måde. Hvis en gennemsnitligt journalist koster 600.000 om året, så ville Erik Bjerager kunne lønne 44,5 journalister for tilskudsbeløbet.
Det er også lykkedes Kristeligt Dagblad at hverve medlemmer gennem kirkeministeriet blot ved at lade ordet kristeligt indgår i navnet:
Kristeligt Dagblad får millioner fra kirkekassen:
Den 13. februar 2009 kunne man læse Jan Lauridtsen skrive på Journalisten.dk: En lang række danske præster og menighedsråd får Kristeligt Dagblad betalt af kirkekassen. Den praksis møder kritik fra kirkens egne rækker. Statstilskud ad bagvejen og en indsprøjtning til oplaget, som næppe nogen anden avis kender. Sådan lyder kritikken fra kirkens egne rækker af en praksis, som er udbredt blandt landets menighedsråd – nemlig at bruge kirkekassen til at give medlemmer og præster et abonnement på Kristeligt Dagblad. Der findes ingen opgørelse over, hvor mange abonnementer det drejer sig om, men ifølge Danmarks Kordegneforening og Landsforeningen af Menighedsråd, LM, er det et betragteligt antal. Flere kilder fra kirkens egne rækker kritiserer denne praksis – dog kun få til citat. Der er tale om statstilskud ad bagvejen, lyder det, og kirkekassen skal ikke bruges til at holde hånden under Kristeligt Dagblad….
Når du betaler skat går der altså en del af kagen direkte til Kristeligt Dagblad.
Suget i statskassen har igennem de sidste 5 år været på kr. 136.839.670 og således er det lykkedes bladet at samle en formue på kr. 56.175.000.
I sparetider burde statsministeren og pressens minister Helle Thorning-Schmidt se på dette regnskab, og om det er rimeligt, at et menighedsblad skal forgyldes overhovedet.
Chefredaktør Erik Bjerager, som er en dygtig debattør og skribent, har sine argumenter i orden. Han skriver i Mediestøtteudredningen fra januar 2009 et notat vedr. støtte til mindre landsdækkende dagblade. Han skriver på vegne af sit eget blad, Information og Dagbladet Arbejderen og forklarer, hvordan de er noget helt specielt og langt mere værdifulde end Danmarks øvrige dagblade, hvilket retfærdiggør deres enorme sug i statskassen:
* De tre nævnte dagblade er fælles om at bringe unik kvalitetsjournalistik og være dagsordensættende, hver inden for deres særlige område. Information og Kristeligt Dagblad citeres ifølge en opgørelse fra Infomedia relativt set mere end andre landsdækkende dagblade. De mindre landsdækkende dagblade har således en indflydelse på den samlede mediestrøm, der er langt større end deres størrelse berettiger til.
* Alle tre aviser er levende og praktiske eksempler på den pluralisme i mediebilledet, som der i hvert fald indtil nu har været meget bred enighed om er en nødvendighed og et ideal i et åbent og demokratisk samfund. Heroverfor står den markante tendens til, at de store mediekoncerners bidrag til den mediemæssige pluralisme mindskes, fordi journalistisk stof genbruges på mange medieplatforme og i mange koncernudgivelser.