DEN ANDEN SIDE AF HISTORIEN OM DE FORSVUNDNE MAGASINER
I Robert Dams bog Afhopperen Robert nævner han som en af grundene til, at han blev sur på Scientologi kirken, at han blev dårligt behandlet af kirkens europæiske ledelse i forbindelse med hans agentvirksomhed for trykning og distribution af kirkens tryksager.
Det gjorde mig nysgerrig efter at undersøge, om tingene hang sammen som beskrevet i Afhopperen.
I en samtale med en af de omtalte ledere, som stadig er leder af den europæiske kirke, huskede han tydeligt, at han havde mødtes med Robert i den sammenhæng.
Robert Dam havde påtaget sig at få kirkens månedsmagasiner trykt og forsendt. Han havde overtaget budgettet og brugt sine kontakter i udlandet til at finde et billigt trykkeri i Afrika og der var også mulighed for forsendelser derfra til en brøkdel af den normale pris. Faktisk gjorde Robert det så godt, at han efter et par forsendelser fik ret frie hænder, og han og et par andre tog flere gange til Afrika for at sikre kvaliteten af både korrekturen, det trykte og forsendelsen af bladene.
Imidlertid var der i København ikke den forventede reaktion på reklamerne i magasinerne fra de områder, de efter sigende var blevet sendt ud til i Europa og Afrika. Da der samtidigt begyndte at dukke rykkere for ekstra porto op fra forskellige postkontorer rundt om i Europa, begyndte man at kigge nærmere på sagen, og en medarbejder blev sendt ned til det afrikanske trykkeri.
Han fandt hurtigt ud af, at der var noget galt, for da han ankom, lå der stabler af returnerede magasiner udenfor trykkeriet – i affaldscontaineren. Det viste sig, at den porto, som Robert havde forhandlet sig frem til med sine afrikanske kontakter, ikke holdt i Europa, og de europæiske postvæsener nægtede simpelthen at omdele magasinerne til den pris. I stedet returnerede de dem til Afrika, hvor trykkeriet ikke vidste, hvad de skulle stille op med de mange blade. Så de smed dem simpelthen ud.
Forståeligt nok syntes kirkens ledelse ikke, at Robert havde optrådt forretningsmæssigt redeligt. Han havde givet kirken en pris for produktion og forsendelse af magasinerne, han havde fået alle pengene, men den aftale, han havde lavet, resulterede ikke i, at magasinerne havnede hos medlemmerne – den resulterede i, at de havnede i skraldespanden. Ledelsen regnede dengang med, at man kunne stole på Robert, da han havde været mellemleder i den danske Scientologi kirke i en kort periode, så ikke overraskende bad man Robert Dam komme ind til et møde angåede dette, så han kunne forklare sig. Men Robert var ikke særlig imødekommende og mente bestemt ikke, at det var hans ansvar, at magasinerne var havnet på lossepladsen i Afrika, fordi portoen ikke holdt. Robert kunne ikke se, at det havde noget med ham at gøre, og han var ikke villig til at korrigere tingene eller betale erstatning, som enhver anden agent ville have været tvunget til med de beviser, der forelå.
Indlysende nok var ledelsen blevet noget ophidset over de svar, Robert Dam gav, da man mødtes i slutningen af december 1996, og hans manglende evne til at tage noget ansvar for det, der var gået galt. I parentes bemærket ville den leder, jeg talte med, dog gerne have beklaget sin opførsel overfor Robert efterfølgende, hvis han havde fået en mulighed for det.
I Robert Dams bog kan man læse, at han og Tina Dam i slutningen af 1995 havde fået råd til at købe rækkehus på Vigerslevvej i Valby, efter at de havde boet i en lille lejlighed på Østerbro. Det blev der råd til i den periode, hvor Robert ifølge sin bog havde kirken som eneste kunde. Han blev senere tvunget til at sælge huset, da han mistede sin lukrative kontrakt. Et salg, der dog indbragte ham knap 300.000 kr mere, end han to år forinden havde betalt for huset. Det er god kotume inden for kirken, at laver man forretninger med kirken, er det absolut til en pris, som kirken også har glæde af, da sparsommelighed er en nødvendighed, hvis enderne skal nå sammen i den daglige drift, som er finansieret af medlemmerne.