Hallo. Der findes mennesker, der glæder sig over det, de opnår gennem brugen af en eller flere af de mange ting, som L. Ron Hubbard har udviklet gennem sin forskning – de bruges faktisk i stor stil her i Danmark i dag. Det holdes ikke hemmeligt, men medierne har endnu ikke opdaget det. Eller også har de og synes, det er for godt til os danskere.
Her kommer forskellige personers egne oplevelser med
FEGU – Foreningen til Effektiv Grunduddannelse
NARKONON – afvænning gennem forbedring af “life skills”
Mine erfaringer med FEGU
Jeg var som mor til Aischia desperat over hendes tilsyneladende vanskeligheder ved indlæring. Disse vanskeligheder havde allerede resulteret i ringe selvtillid hos Aischa, et skoleskift i forbindelse med at skulle gå en klasse om og en destruktiv dynamik imellem min datter og jeg, især omkring lektielæsning.
Jeg prøvede flere forskellige tiltag, og hun modtog undervisning fra forskellige ekstra-lærere. Jeg sad dog med fornemmelsen af, at ”det der kunne jeg da selv have gjort med hende”.
Endelig kontaktede vi FEGU Hellerup. Da jeg blev fortalt, at FEGU var udviklet efter undervisningsprincipper af L. Ron Hubbard, blev jeg meget skeptisk over for, om det nu var en god idé; jeg er selv psykolog. Ville mit barn blive indoktrineret med sekterisk input? De første gange ville jeg være med til at overvære undervisningen, for jeg er ikke den type mor/menneske, der bare overlader kontrollen til andre uden at jeg føler mig tryg ved den andens væsen og kompetencer.
Det jeg overværede fik hurtigt min anspændthed forvandlet til forundring over, at René ved sin tålmodighed, faglige dygtighed, samt evnen til altid at holde min datters potentiale for øje, fik hende til at gro og blomstre.
Det, som før vakte så stor modstand i hende, gjorde hende nu sulten, Sulten efter at lære, sulten efter at kunne, sulten efter at udvide grænserne for det, hun før troede var uden for hendes rækkevidde.
Hun blev gladere både hjemme og i skolen, hvor de klart gav udtryk for forbedringer på mange fronter. Selv hendes sociale relationer blev bedre, fordi hun ikke længere identificerede sig som et offer, men nu trådte ind i en væren, som var mere selvsikker og kraftfuld.
Det bedste var, at være vidne til den nysgerrighed og det gå-på-mod, hvormed hun tilnærmede sig alle mulige nye opgaver…tja livet selv.
Nu havde jeg set nok. Det ville jeg også være en del af. Jeg har selv haft det svært i min skolegang og er ”stået af” mange læringsområder. Som 34-årig og psykolog, kunne jeg ikke selv finde ud af at sætte kommaer i mine vurderinger og udredninger til socialforvaltninger og lærere. Jeg vidste ikke engang med sikkerhed, hvad der skulle kryds under og hvad der skulle bolle under.
I stedet for at bruge en masse energi på at skjule min manglende kunnen, besluttede jeg mig for at erkende mine mangler og rette op på dem. Nu vidste jeg jo, at det kunne lade sig gøre. Jeg havde jo set og lært, at vi ikke behøver at være nøjsomme med, hvad vi forventer af livet og af os selv. Som i et landskab af umulighed, blev en vej brolagt for mig. Det bedste af det hele er, at det ikke engang føltes som hårdt arbejde, men det var sjovt, spændende og nydelsesfyldt.
Både min datter og jeg nyder at lære – for mit eget vedkommende er jeg nærmest passioneret omkring det. Passion er et ord, jeg ellers ville have forsvoret at sætte i samme kontekst som ”grammatik” … men hej, der er så meget man endnu ikke ved.
Angående det økonomiske: Det var ikke let. Jeg måtte vride og trylle midlerne ud af mit ellers så stramme budget som enlig mor til to. Men det forunderligste var, at så snart jeg fattede effekten af den investering jeg foretog, kunne jeg kysse sedlerne, der forlod min hånd, for det jeg fik i bytte, var så meget mere værdifuldt.
Rebecca, Psykolog