Sådan måtte det ende for Robert Dam
Sjovt nok undrede det mig aldrig rigtigt, at Robert er endt, som han er. Jeg havde dog lidt svært ved at sætte ord på præcist, hvorfor jeg havde den opfattelse. Men nu, hvor jeg efterhånden har talt med rigtigt mange, der har kendt Robert, er en forståelse af fænomenet afhopper i almindelighed og Robert i særdeleshed ved at tage form.
Man kan sige, at det fra 1. dag, man som privatperson entrer en Scientologi kirke som student, fremgår, at det her er et selvstudie, hvor man er personligt ansvarlig for at få noget ud af det. Og Robert har set de samme papirer som os alle andre, der har vovet os indenfor.
Man betaler kirken for at materialet er tilgængeligt, så man i selvstudie kan opnå, hvad det er muligt at opnå. Men i sidste ende er man selv ansvarlig for at opnå resultaterne. Betaling for adgang til godterne garanterer ingenting i sig selv – og det er vel i virkeligheden den store forskel mellem en kommerciel forretning og religioner eller almennyttige aktiviteter. Det lægges der ikke skjul på i Scientologi kirken af den enkle grund, at kirken ikke kan stå til ansvar for, hvad man laver, når man ikke er i kirken, og som efterfølgende kan forhindre én i at opnå de resultater, der som eneste forudsætning har en etisk livsførelse (+selvfølgelig ærligt studie og anvendelse af materialet). Samt afskrivelse af omgang med kriminelle burde man nok tilføje.
Og det ligger der en pointe i, da Robert arbejdede med andre medlemmer for egen vindings skyld, og dermed har sat sig op mod yderligere odds for ikke at få det, han selv kom efter. Jeg synes, det er meget interessant at kigge på, hvorfor Robert i den grad fejlede efter så mange års forsøg, når så mange andre – undertegnede inklusive – ikke gør. Sagen er, at han efter MANGE år blev indhentet af sin egen måde at operere på.
Da han holdt op med at være medarbejder i kirken et par år efter, at han var startet, var det fordi han ikke kunne se, at han hurtigt nok ville blive supermand gennem af arbejde for kirken. I stedet lavede han en forretning, så han personligt kunne tjene penge på kirken. Han begrundede sin egen vinding på at trykke for kirken med, at der også skulle være noget i det for ham, når nu kirken fik det så billigt. Men kirken er jo ikke en profitorganisation, den er jo netop en – kirke. Men det måtte han helt til USA for modvilligt at komme hjem med en påtvungen erkendelse af. Det var den ti-øre, som på det tidspunkt til en vis grad faldt, da han besøgte kirken i USA. Hvorefter han selv kunne se, at han måtte betale noget af det tilbage, han havde vundet på at trykke for kirken. Men spørgsmålet er, om det nogensinde virkelig blev hans erkendelse, eller om han allerede dengang, som han beskriver i bogen, faktisk snød sig igennem.
En af dem, der kendte Robert, har fortalt mig, hvordan Robert beskrev det for ham, da han kom hjem efter sin tur til kirken i USA: At Robert havde måttet indse, at på trods af det synspunkt, han hidtil havde opereret ud fra, så var han scientolog før forretningsmand, ergo havde han opereret ud fra en forkert grundholdning, når han lavede for meget profit på sine forretninger med kirken. Og det var han nu klar til at lave om på. Men læser man Finn Jessens beskrivelse af, hvad der skete, efter at Robert var kommet hjem, så var det ikke en erkendelse, der for alvor fik ham til at ændre adfærd – erkendelsen var aldrig nået ind til hjertet. Og dermed var han lige vidt.
Så Robert endte, hvor han startede, med den samme grundlæggende livsholdning, som han var kommet ind i den her religion med. Han beskriver i sin bog, at før han blev scientolog, var han kriminel – endda nok til at få en betinget dom på to år, da han med kirkens mellemkomst blev opfordret til at gå til politiet med sine eskapader.
Hvis man arbejder med ufortjent gevinst for øje, er det svært at nå de ting, der kan opnås med en RELIGION, der drejer sig om spiritualitet. Robert var for verdslig i sin tilgang og afslørede efter sin exit at han, konen og svogeren snarere forventede cirkustricks, end det, der er meningen med de højere åndelige niveauer i kirken – hvilket er et selvdetermineret menneske, der er noget så kedeligt og nede på jorden som etisk ansvarlig og herre over aspekterne i sit eget liv. Robert troede, han kunne købe sig til frihed og så iøvrigt lave profit på sine forretninger med kirken og dens medlemmer. Men det går ikke, og har man først lagt noget så grundlæggende i Scientologi religionen bag sig, vil man uvægerligt lægge det hele bag sig.
Måske bliver jeg for religiøs for lægmand nu, men nogle mennesker evner helt grundlæggende ikke at holde sig så etiske i deres omgang med livets forhold, at Scientologi kan virke på dem – hvorfor den fejler på det individ. Forudsætningerne var kort sagt ikke til stede. Hubbard understreger igen og igen, at den enkelte er eneansvarlig for de resultater, han opnår gennem at anvende teknikkerne. Sådan må det nødvendigvis være i en religion. Derfor formåede Robert aldrig at finde det, han kom for. Og så stor var hans skuffelse åbenbart, at han nu er nødt til at hævde, at det er der heller ikke andre, der gør.