Pengeafpresning?

Har Robert Dam forsøgt sig med afpresning over for Scientology Kirken?

Efter at havde kigget i Robert Dams bog Afhopperen, måtte jeg ind i Scientologi Kirken for at se, om de skulle ligge inde med dokumenter, der afkræftede hans mange urimelige påstande. Skulle der virkelig være foregået ting, som jeg gennem alle disse år ikke anede noget om? Det viste sig, at det var der faktisk ikke. Jeg blev dog noget overrasket over, at  man havde fundet sig i tonen i de breve, Robert Dam havde sendt til kirken fra 2004 til 2006 – altså både mens og efter at han larmende var gået sin vej.

Det er artig læsning. F.eks. citeret fra brev af 8. december 2004 med kopi til advokat Carlo Siebert, den advokat, som tre afhoppede damer tidligere havde brugt, da de ville have penge ud af Scientologi Kirken:

“Dette brev indeholder 4 forskellige krav. Ikke alle krav har nødvendigvis juridisk belæg. De som ikke er af juridisk karaktér, har moralsk/etisk karaktér…”

Hvad er det så for krav, Robert Dam føler sig berettiget til at få opfyldt:

1) Tilbagebetaling af beløb betalt til Kirken for service som ikke er blevet leveret (repayment)

I alt kr. 25.312,-, som han og konen har fået retur efter kirkens gældende regler.

2) Udligning af overpriser

Her kommer en flere sider lang udredning af, hvorfor han og alle andre har betalt mere, end hvad L. Ron Hubbard har skrevet i en skrivelse fra 23. sep. 1964 om økonomien i organisationerne,og hvordan man kan få det til at løbe rundt. Nu påberåber Robert sig jo, at han har været en højt rangerende,  betroet leder i kirken gennem adskillige år (jeg husker ikke, at det skulle være tilfældet), så hvorfor gjorde han ikke noget ved det, hvis han havde haft så megen indflydelse. Man kan vel gå ud fra, at han har kendt sit arbejdsgrundlag, også dengang han var leder.

Det han mener at have betalt for meget:

I alt kr. 344.500,-

3) Bod for forulempning og bagvaskelse

“Dette kræver lidt baggrundsviden, som jeg vil prøve at gøre kortfattet.”

Herefter følger 2 A4-sider med alt det, der er overgået forretningsmanden Robert i forbindelse med forsvundne forsendelser af tryksager, som hans firma har solgt fordelagtigt til kirkerne og skulle have trykt billigt i udlandet og skulle forsende til medlemmer i forskellige lande – og hvor hårdt det har været for ham og hans kone at skulle gøre rede for hele affæren.

I alt kr. 250.000,-

4) Tilbagebetaling af IAS Honor Roll Status

“I 1999 forsøgte jeg gentagne gange at at få genoprejsning efter at mit navn var blevet vanæret…”

Herefter følger en side med forklaringer om, hvordan han selv forsøgte at få genoprejsning ved at donerer en masse penge til den Internationale Foreningen af Scientologer, kaldet IAS i daglig tale, hvilket måske ville kunne hæve hans anseelse i gruppen, efter alt det der var foregået i 3), og hvordan portrættet af ham og konen slet ikke kom med i foreningens blad, Impact, nu han havde givet de mange godgørende penge.

I alt kr. 110.600,-

Det samlede krav udgør således kr.796.980,05 set i Roberts optik – eller kald det en dummebøde:

“Som tidligere nævnt skal denne henvendelse tolkes som en tro på at dialog virker. Jeg vil gerne bevise over for omverdenen at kommunikation betaler sig og at du (informationschef Anette Refstrup – min tilføjelse), som repræsentant, er din position værdig. For dig og Kirken er der mulighed for at genvinde tusindvis (min fremhævelse) af eks-Scientologers tillid til organisationen. Måske vil det betyde at flere vælger en dialog med Kirken fremfor at gå til pressen eller en advokat.”

Et andet sted i brevet drejer det sig om 5-6 af de danskere, han er i dialog med.

Et brev af 9. marts 2005 med kopi til advokat Carlo Siebert følger op på alt dette. Brevet indledes med en tak for et hyggeligt møde d. 14. februar 2005. I bogen er det blevet til et møde, hvor der skulle have siddet en sikkerhedsvagt udenfor døren, noget ingen af mødets øvrige deltagere kan bekræfte. I brevet vil Robert for en god ordens skyld liste op, hvad man var blevet enige om – og listen af krav gentages. Derudover indføres lige en trussel om, at Robert vil melde kirken til Datatilsynet, da han ikke mener, det går hurtigt nok med at få bekræftet, at kirken har slettet alle personfølsomme data om ham. Selvom disse oplysninger blev slettet, klagede Robert alligevel til Datatilsynet. Det fik han dog ikke noget ud af, da Datatilsynet ikke fandt noget forkert, i den måde kirken har ageret på.

Robert insisterer. Den 22. maj 2005 kommer det næste brev, denne gang på engelsk:

“The repayment demand is maintained and will be enforced, if needed with legal means, without resignation statements. … Furthermore the Church of Scientology’s rules regarding ownership, possession and further sale of e-meters will be challenged legally. … We are intested in a court decision on this, which will create precedence globally. … I therefore expect there will be great interest in such a decision.    I hereby submit the case to attorney Carlo Siebert. … Future communication are to be addressed to him.” 

I det næste brev af 10. oktober 2005 ridser Robert igen vilkårene for at afstå fra sine juridiske og moralske krav op.

“Indtil kirken tager ansvar Anette, vil jeg fortsætte mine aktiviteter omkring kirken. Jeg vil hjælpe alle dem jeg kan med at komme ud af kirken, få deres penge tilbage o.s.v.. Jeg har planlagt en storstilet netkampagne, som vil blive søsat i løbet af et par måneder, som skal få min hjemmeside op i toppen af søgeresultaterne på alle væsentlige søgemaskiner. Jeg har en mailing under forberedelse til ca. 35 millioner email adresser verden over. Og da IAS bruger sammen teknik, altså ignorerer mine henvendelser, er jeg igang med at oprette en separat hjemmeside omkring IAS også.

Jeg giver ikke slip Anette, ikke før I har taget ansvar og giver mig den helt rimelige monetære kompensation jeg forlanger.

Hvis du ellers er i stand til at gøre noget ved det, udover tom snak, så mødes jeg gerne med dig igen og diskuterer situationen. Det må være i vores begges interesse at få dette forhold afsluttet.”

I sit brev til International Association of Scientologists af 12th January 2006 skærpes tonen yderligere:

“The plan has been written in detail, all the contacts are at hand and the procedure is prepared. None of my contacts has been informed about this plan yet, but they will on February 13st unless the IAS accommodates my demand for full repayment of all donations made by me and my wife, Tina K. Dam. The package has been forwarded to a safe location and the plan will be launched automatically should anything happen to me. Nobody, but me personally can stop that.”

Noget tyder på at det er en gemen pengeafpresser, som Kristeligt Dagblads Forlag og min gamle ven menighedsrådsmedlemmet i Frelserkirken, chefredaktør Erik Bjerager dealer med i stort opsatte artikler og kampagner, der får hele pressen til at lugte blod.

Skulle Erik Bjerager eller andre få lyst til at se de omtalte breve i deres fulde ordlyd, fik jeg at vide, at det ikke ville være noget problem.